EM 2001/78

 

BETÆNKNING

 

Afgivet af Landstingets Lovudvalg

 

vedrørende

 

Forslag til Landstingslov om
vederlag m.v. til medlemmer af Landstinget og Landsstyret m.v.

 

Afgivet til 2. behandlingen af lovforslaget

 

Landstingets Lovudvalg har under behandlingen bestået af

 

landstingsmedlem Anders Andreassen (Siumut), formand
landstingssuppleant Paninnguaq Olsen (Inuit Ataqatigiit), næstformand
landstingsmedlem Lars Karl Jensen (Siumut)
landstingsmedlem Godmand Jensen (Atassut)
landstingsmedlem Anthon Frederiksen (Kattusseqatigiit)

 

Et flertal i Landstingets Lovudvalg bestående af Siumut og Atassut skal om forslaget bemærke:

Forslagets centrale element er en forhøjelse af Landstingsmedlemmernes vederlag.

Landstingsvederlaget bør stå i et rimeligt forhold til det ansvar, som hvervet indebærer, og til landstingsmedlemmernes arbejdsbyrde og øvrige vilkår.

Landstingsmedlemmernes arbejdsbyrde er gennem de seneste år øget.

Det forhold, at Grønland er blevet een valgkreds indebærer i sig selv en forøgelse af landstingsmedlemmernes politiske arbejde, idet det enkelte landstingsmedlem nu må holde kontakt til vælgerne over hele landet.

Samtidig er udvalgsaktiviteten udenfor samlingerne øget, mens arbejdspresset under landstingssamlingerne fortsat er betydeligt. Det er udvalgsflertallets forventning, at denne tendens yderligere vil forstærkes i de kommende år.

Ud fra en parlamentarisk synsvinkel er dette en naturlig og positiv udvikling. Landstingets udvalg er i henhold til Landstingets Forretningsorden forpligtet til inden for hver sit fagområde at holde sig a jour med udviklingen og føre tilsyn med, at Landsstyrets forvaltning holder sig inden for de rammer, som følger af lovgivningen eller af hensynet til god forvaltningsskik. Dette forudsætter, at Landstingets udvalg er aktive i hele landstingsåret.

Den øgede arbejdsbyrde må nødvendigvis modsvares af en forhøjelse af vederlaget.

Med det foreliggende forslag tilnærmes landstingsvederlaget til det vederlag, som oppebæres af borgmestrene i de mindre grønlandske kommuner. Udvalgsflertallet finder, at dette niveau må betragtes som passende, såvel i henseende til landstingsmedlemmernes arbejdsbyrde, som i henseende til ansvar og øvrige vilkår.

Af forslagets øvrige elementer finder udvalgsflertallet anledning til særligt at fremhæve, at Landstingets medlemmer med forslaget vil få mulighed for at bosætte sig i Nuuk, ligesom muligheden for at tage ægtefælle og børn med til Nuuk i forbindelse med landstingssamlinger forbedres. Udvalgsflertallet vurderer, at dette vil fremme muligheden for en tidsmæssig udvidelse af landstingssamlingerne, og dermed styrke det parlamentariske arbejde.

Med forslaget udvides endvidere landstingsmedlemmernes adgang til at foretage orienteringsrejser i Grønland. Udvalgsflertallet finder dette positivt. Grønland er med ændringen af valgloven blevet een valgkreds, hvilket har skabt behov for en styrkelse af landstingsmedlemmernes mulighed for at holde sig i kontakt med vælgerne og orientere sig om de problemstillinger, som er knyttet til de enkelte regioner.

Med disse bemærkninger indstiller udvalgsflertallet forslaget til vedtagelse.

 

Et udvalgsmindretal bestående af Inuit Ataqatigiit, og Anthon Frederiksen, Kattusseqatigiit, skal om forslaget bemærke:

Udvalgsmindretallet kan tilslutte sig en række af forslagets elementer:


Udvalgsmindretallet finder det således positivt, at adgangen til at foretage orienteringsrejser i Grønland forbedres. Dette er en naturlig konsekvens af, at hele Grønland nu udgør een valgkreds. Den udvidede adgang til at foretage orienteringsrejser skaber mulighed for, at Landstingets medlemmer kan udbygge og vedligeholde kontakten til vælgerne.

Udvalgsmindretallet kan ligeledes tilslutte sig, at Landstingsmedlemmernes dagpenge-ret afskaffes til fordel for en forøgelse af omkostningstillægget. Dette indebærer en administrativ lettelse, som udvalgsmindretallet finder positiv.

Ligeledes finder udvalgsmindretallet det positivt, at der med forslaget skabes bedre vilkår for, at Landstingets medlemmer under samlingerne kan være sammen med deres børn.

Udvalgsmindretallet kan imidlertid ikke tilslutte sig den betydelige forhøjelse af landstings- og landsstyremedlemmers vederlag, som forslaget lægger op til.

Den foreslåede vederlagsforhøjelse er ude af proportioner med den generelle lønudvikling i samfundet og kan ikke forsvares i en tid, hvor økonomisk stagnation, krise i fiskeriet og alvorlige problemer i flere hjemmestyreejede virksomheder tvinger Hjemmestyret til besparelser, som forringer forholdene for en række befolkningsgrupper, herunder f.eks de studerende.

Udvalgsmindretallet finder det endvidere uacceptabelt, at Landstingets næstformænd samt medlemmer af Finansudvalget og Revisionsudvalget skal tildeles særskilt vederlag. Med den betydelige forhøjelse af landstingsvederlaget er der ikke grundlag for et særskilt vederlag for varetagelse af udvalgsarbejde.

Udvalgets mindretal må derfor indstille forslaget til forkastelse.


Anders Andreassen, Siumut
Udvalgsformand

 

Paninnguaq Olsen, Inuit Ataqatigiit                                                   Lars Karl Jensen, Siumut

                 Godmand Jensen, Atassut                                                               Anthon Frederiksen, Kattusseqatigiit